I foråret 1958 bredte der sig et rygte i byen om, at der var nogle mennesker, der arbejdede på at få oprettet en lystfiskerforening i Vorbasse. Initiativet kom fra Nebelvej og kunne tilsyneladende føres tilbage til Arnold Læborg.”Hwa nøtt`sku det wær` te? spurgte min gode nabo og fiskeven, Jens A. V. (Eriksen),”æ fisk bider iliwl kun, når de sjel wil, lige meget hvor møj den lille kok-kylling skråner op deromm` o Newelwej!” Nej, Jens var ikke alene skeptisk, han var imod projektet, og mine forsøg på at overbevise ham om, at der kunne være visse fordele ved sådan en forening, især hvis den kunne få sit eget fiskevand, prellede fuldstændigt af på ham.Pludselig var rygtet blevet mere håndgribeligt. Der var blevet indkaldt til stiftende generalforsamling i bager Christiansens café d. 9. maj. Hvordan indkaldelsen var blevet bekendtgjort, husker jeg ikke. Der havde i hvert fald ikke været en annonce i Ugebladet for Gesten, Bække og Vorbasse, som normalt blev brugt til mødeindkaldelser.Bagerens café var netop blevet åbnet kort tid forinden. Den havde straks fået god søgning, mest af unge mennesker, som gerne ville se fjernsyn - gratis. På den tid var der højst 5 tv-apparater i Vorbasse. Caféen, som vel kunne rumme ca. 50 mennesker, blev også brugt til møder og sammenkomster. Så blev fjernsynet ikke tændt.Generalforsamlingen trak temmelig mange mennesker. Arnold bød velkommen og stillede det afgørende spørgsmål: skal vi have en sportsfiskerforening i Vorbasse? Han havde ventet en masse for-og imodsnak; men den udeblev. Der var stormende enighed om at oprette foreningen. Dermed var Vorbasse Sportsfiskerklub stiftet.Den store debat kom dog og blev udløst af spørgsmålet om, hvorvidt vores forening skulle være medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund eller ej. Det var der mange holdninger til, men en afstemning viste, at det skulle vi. Der var også stor enighed om, at foreningen skulle have sit eget fiskevand, og der var mange gode forslag til, hvor det kunne lade sig gøre. Optimismen var til at tage og føle på.Den bestyrelse, der blev valgt bestod, af Arnold Læborg, der ved det konstituerende møde senere på aftenen blev valgt som formand, bagermester A.P. Christiansen, næstformand, tømrermester Johs. Askjær, sekretær, lærer Tygesen, kasserer (dengang havde han ikke noget fornavn) og Sigfred Christensen som menigt medlem af bestyrelsen.Det årlige kontingent blev sat til 15 kr. inkl. bidrag til Danmarks Sportsfiskerforbund.Ved alle de efterfølgende bestyrelsesmøder var der ét punkt, der fyldte meget, selv om protokollen ikke nævner det med et ord, nemlig fiskevand. Det viste sig desværre, at de mange optimistiske meldinger ved generalforsamlingen ikke kunne bære. Arnold havde mange, men desværre forgæves forhandlinger med flere forskellige lodsejere ved både Holmeå, Donslund å og Grindsted å. Men kunne vi ikke fiske i eget vand, kunne vi dyppe snøren i det offentlige, havet. Allerede den første sommer blev der arrangeret en Vesterhavs-tur, som gav få fisk, men til gengæld en del søsyge. Det var måske grunden til, at senere havture gik til Lillebælt.Foreningen havde dog også andre arrangementer. For at få penge i kassen indbød klubben til gåse- og andespil i forsamlingshuset med 25 gevinster, 10 ænder, 10 flæskestege og 5 gæs. Prisen for et gennemgående kort var 5 kr.Arnold var opråber med fynd og klem og megen patos. Arrangementet var en stor succes. Det gav et pænt overskud, og bestyrelsen vedtog, at succes`en skulle gentages de følgende år. Slagter Madsen leverede hvert år gevinsterne. Et år gik der dog kuk i leverancen. En times tid før andespillet skulle begynde, konstaterede bestyrelsen, at der manglede en and. Gode råd var dyre. Der var averteret med et bestemt antal gevinster, og det gik ikke an at snyde. Så ville folk gøre oprør. - Arnold reddede situationen. Han sprang på cyklen, og en halv time senere vendte han tilbage med en levende and i bagagebæreren. Den blev ”sat på stald” hos forsamlingshusets nabo, Laurids Birkelund, hvor vinderen senere kunne hente den og selv havde ansvaret for hjemtransporten.Foreningen holdt også præmieskydning. Det foregik også i forsamlingshuset og med luftgeværer. Skydning var dengang en særdeles populær sport, og præmieskydningen skæppede godt i kassen, selv om der var udsat flotte præmier, indkøbt i dyre domme.De første par år lejede bestyrelsen geværerne, vistnok i Bække. Senere gik foreningen i samarbejde med Forsamlingshuset og et par foreninger mere i byen om at anskaffe nogle geværer selv.Allerede på den første ordinære generalforsamling blev det vedtaget at udsætte en vandrepokal for den største bækørred, som blev landet af foreningens medlemmer. Hvis man vandt pokalen tre år i træk eller i alt fire gange, måtte vinderen beholde den som sin ejendom.Samme år blev det bestemt at arrangere en udflugt - med damer. Netop fordi de skulle med, blev det kaldt en udflugt og ikke en fisketur. Turen skulle naturligvis gå til noget vand, og selv om vi ikke primært tog på tur for fiskeriets skyld, ville bestyrelsen dog ikke lade muligheden for at dyppe snøren gå fra sig.Udflugten gik til Tange sø mellem Silkeborg og Viborg. Turen må have været et tilbud til alle foreningens medlemmer, men så vidt jeg husker, deltog kun bestyrelsen i den - med damer. De var vigtige! Hele selskabet kunne i hvert fald være i en minibus, og med Svend Guldtand bag rattet begav vi os en dejlig junisøndag på vej nordpå. Der er langt til Tange, og da vi endelig nåede frem, var vi både tørstige og sultne. Tørsten havde bagermesteren forudset og havde medbragt rigelige forsyninger til at slukke den med, og sulten bekæmpede kvindfolkene. De stillede en formidabel og meget lækker frokost an i det grønne, og der manglede hverken vådt eller tørt.Da vi mænd igen var nogenlunde i stand til på forsvarlig vis at føre både båd og fiskestang, hyrede vi et par robåde og stævnede til konernes store forargelse og forståelige skuffelse ud i bølgerne. De havde bestemt regnet med selskab og måske ligefrem underholdning fra vores side resten af dagen, og nu blev de bare overladt til sig selv. De var temmelig opbragte.Det kunne vi imidlertid ikke tage os af, for nu skulle der fanges fisk. Men vi havde desværre ikke taget fiskene i ed. De ville ikke bide. Vi forsøgte at lokke dem med al mulig isenkram, fluer, spindere, woblere - alt sammen forgæves. - Jeg var vistnok den eneste, der var heldig. Jeg fik en pæn stor brasen, ca. 1½ kg på krogen. Ellers var fangsten ringe, kun nogle elendige skaller og et par små aborrer.Jeg husker hjemturen som lidt af et mareridt, konerne var sure, og vi var trætte og skuffede.Den lidt uheldige tur tog dog ikke modet fra bestyrelsen. Også de følgende par år blev der arrangeret udflugter. Men da var konerne vist ikke med. De forlystelsessyge kvinder havde nemlig gjort oprør og forlangt, at turen skulle gå til et sted med musik og dans, og minsandten om ikke deres ønske blev støttet at et par stykker i bestyrelsen. Arnold måtte - ganske vist nølende - gå med til, at bestyrelsen drog i samlet trop til kroaften i Hovborg - dog for egen regning og risiko. Det er måske af den grund, turen ikke er omtalt i protokollen. Bestyrelsesmøderne blev i begyndelsen holdt på skift hjemme hos medlemmerne. Senere blev de dog som regel holdt på Christiansens café.Disse møder var aldrig kedelige, nogle gange kunne de ligefrem få et næsten dramatisk forløb. Det skyldtes først og fremmest Arnold og Sigfred. De kunne ikke enes, og den ene ville ikke lade et forslag fra den anden gå igennem uden først at kritisere det sønder og sammen. Det endte tit i voldsomme skænderier, som vi andre ikke blandede os i - dog bortset fra bagermesteren. Han havde et temmeligt iltert temperament, og når han havde hørt på de to kamphaner en tid, eksploderede han og bad dem holde kæft. Det gjorde de dog ikke lige med det samme, og snart tog bagermesteren del i skænderiet. Det trak tiden ud, men forstærkede underholdningsværdien.Arnold kaldte konsekvent Sigfred for æ lille prins. Det kunne Sigfred naturligvis ikke gå upåtalt hen, og en tid kaldte han derfor Arnold æ lille konge. Senere kom han nok i tanker om, at det var for stor en værdighed at give Arnold, og da han ikke kunne finde på andet, tog han Arnolds ide og kaldte også ham for æ lille prins. Sådan gik de i lang tid og prinsede hinanden.Det gjorde ikke Arnold mere venligt stemt over for Sigfred, at han, Sigfred, de første år vandt vandrepokalen for den største bækørred, der blev fanget. Han lød temmelig tænderskærende, når han på generalforsamlingen skulle overrække Sigfred pokalen, til sidst som ejendom.Jeg tror ikke, at Arnold og Sigfred var egentlige uvenner. De var bare jaloux på hinanden. Arnold var en god formand for foreningen, men han var lovlig stor i kæften, han kendte - og brugte - mange ord, som han garanteret hverken havde lært hjemme hos sin mor eller i skolen. Jeg mener, at det var Arnold, der endelig i 1962 bragte aftalen i hus om eget fiskevand. Han fik en aftale i stand med Ivar Toutrup, Hesselho, om at leje en strækning af Donslund å. Dermed ´var et længe næret ønske gået i opfyldelse, og endelig kunne vi dyppe snøren i eget vand. Sigfred blev en mindst ligeså god formand. Han overtog posten i 1963 og beholdt den i næsten 40 år derefter. Både han og Arnold gjorde en utrolig indsats for Vorbasse Sportsfiskerklub. Der var bare ikke plads til dem begge i én bestyrelse.På de første års generalforsamlinger var der altid genvalg af bestyrelsen. Jeg var den første, der ønskede at træde ud af ”den gamle bestyrelse”. Det skete i 1961. Jeg blev afløst af min gode kollega, lærer Mikkelsen. Han havde tilsyneladende heller ikke noget fornavn. Det havde lærere ikke dengang, men fra pålidelig kilde ved jeg, at Mikkelsen også hed Chris Berry.Året efter måtte der vælges en ny mand i stedet for bagermester Christiansen, som da var rejst fra byen, og samme år trak Arnold sig ud af bestyrelsen.Jeg husker tiden i Sportsfiskerklubbens bestyrelse som nogle gode år, og det var spændende at være med til at løbe den nye forening i gang. Den har vist sig at være et livskraftigt barn, som nu er kommet ud over både lømmelalderen og den første ungdom. Den nærmer sig de tres år. Forhåbentlig klarer den både den mærkedag og tiden derefter i fin stil.Jeg ønsker alle foreningens medlemmer knæk og bræk.

Sven Tygesen